Retningslinjerne for offentlige institutioner tager udgangspunkt i den forventede befolkningsudvikling.
Skoler
Antallet af 6 - 16 årige forventes at ligge nogenlunde konstant imellem 3.950-4.150 børn de kommende år, og der udlægges ikke arealer til nye skoler. Udviklingen varierer mellem de forskellige dele af byen. Der forventes en stigning i antallet af skolebørn i Blovstrød på grund af boligudbygningen, mens der forventes et fald i Lynge. Boligudbygningstakten og antallet af børn, der indskrives i privatskolen, er faktorer, der kan påvirke behovet for plads i de kommunale folkeskoler.
Børneinstitutioner
Udviklingen i antallet af mindre børn vil ligeledes afhænge af boligudbygningstakten og variere fra bydel til bydel. Pr. 1. januar 2020 var der 1.734 børn aldersgruppen mellem 0 og 5 år – hvilket var nogenlunde uændret i forhold til 1. januar 2019. I løbet af 2020 er antallet af børn i aldersgruppen steget til 1.853 svarende til en vækst på 119. Fremadrettet ventes yderligere vækst ca. 172 børn i løbet af de næste fem år og 234 i løbet af 10 år, svarende til hhv. 9,3 % og 12,6 % i forhold til 2021.
Hvis institutioner ophører, kan de anvendes til andre almene formål, boligformål eller andre formål, som naturligt kan indpasses i lokalområdet.
Ældre
I løbet af 2020 er der blevet 152 flere borgere i den aldersgruppe som er 60 år eller mere. I den kommende 10 års periode ventes dette at stige med yderligere 1.500 personer, hvorefter aldersgruppen ventes at udgøre ca. 8.500 personer i 2031. Der placeres et nyt plejecenter syd for Sortemosevej.
Kulturinstitutioner
Som opfølgning på byrådets målsætning, om Allerød Bymidte som kultur- og forretningscenter for hele kommunen, skal kulturelle institutioner, som er fælles for alle borgere i kommunen, lokaliseres i Lillerød By, og de skal bindes sammen af bedre byrum for at skabe det bedst mulige og mest mangfoldige byliv.
Byrådet ønsker, at kulturen skal fungere som drivkraft og ankerfunktion for nye mødesteder og fællesskaber i Allerød, jf. byrådets vision.