Grønt Danmarkskort
Grønt Danmarkskort udgøres af naturområderne med særlige naturbeskyttelsesinteresser, herunder eksisterende Natura 2000-områder på land og andre beskyttede naturområder, samt økologiske forbindelser, potentielle naturområder og potentielle økologiske forbindelser.
Naturbeskyttelsesområder, er større sammenhængende områder med et højt indhold af skove, søer, enge, moser og overdrev, der fungerer som – og har mulighed for at udvikle sig til - vigtige levesteder for en stor variation af dyr og planter. Disse områder omfatter blandt andet alle Natura 2000 områder
Potentielle naturbeskyttelsesområder, er områder der ved målrettet pleje vil kunne udvikle sig til vigtige levesteder for dyr og planter.
Økologiske forbindelser, der forbinder naturbeskyttelsesområderne. De økologiske forbindelser indeholder eksisterende naturområder eller potentielle naturområder, som fungerer som ”trædesten” for dyr og planter, når de skal sprede sig gennem det åbne land.
Potentielle økologiske forbindelser, der på sigt kan udvikle sig til økologiske forbindelser. Området omfatter bl.a. eksisterende og planlagte råstofgrave, som forudsættes efterbehandlet til naturformål efter endt indvinding, samt skovrejsningsområder.
Det Grønne Danmarkskort i Allerød kommune er blandt andet udpeget ud fra de nationale
kriterier fastsat af staten:
1. Udpegningen baserer sig på hvor de store og værdifulde naturområder i kommunen er placeret i en sammenhæng og hvor der er forbindelser mellem disse naturområder. Der er f.eks. ikke valgt en udpegning af alle mindre beskyttede naturområder som ligger isoleret. Udover Natura 2000 områderne er der især tale om vandløbsområder, statsskove, fredede naturområder samt områder med høj naturværdi der har et vist sammenhæng, der alle indeholder værdifulde naturtyper.
2. Især de nuværende og kommende råstofområder i kommunen er med i de potentielle områder. Disse vil med tiden understøtte og forbinde eksisterende naturområder og Natura 2000 områder.
3. En del af de eksisterende områder er målsatte vandløbsområder, der med udpegning i Grønt Danmarkskort styrker et bedre vandmiljø. De potentielle forbindelser vil få en betydelig rekreativ værdi efter blandt andet råstofgravning.
Statsskovene samt vandløbsområderne bidrager med en stor rekreativ værdi og er planlagt til i større eller mindre omfang fremover også at bidrage til biodiversitet og klimatilpasning ved potentielt med tiden
at indgå i vådlægninger, etablering af lavbundsområder, mere urørt
skov mv.
Det Grønne Danmarkskort for Allerød Kommune har sammenhæng med nabokommunernes
Grønne Danmarkskort. Op til alle nabokommunerne bindes Allerøds Grønne
Danmarkskort sammen med nabokommunernes Grønne Danmarkskort. Dette er
blandt andet koordineret gennem Naturrådets arbejde med Det Grønne Danmarkskort.
I Naturrådsarbejdets regi er der i 2017-2019 samarbejdet med Rudersdal, Egedal,
Furesø og Hørsholm om ændringer i udpegningerne. Det resulterede ikke i ændringer
i Allerød kommunes udpegning. Således er der ikke ændret i kommunens
Grønt Danmarkskort i forhold til Kommuneplan 2017. For Kommuneplan 2021 har
Allerød kommune krydstjekket med at udpegningerne til det Grønne Danmarkskort naturligt
forsætter i nabokommunerne i de andre kommuners udpegninger til Det Grønne
Danmarkskort i kommuneplanforslagene.”
Det følger af retningslinjerne, at der inden for de udpegede områder ikke må ske ændring af tilstanden eller arealanvendelsen, såfremt det forringer de biologiske værdier. Det er især i forbindelse med nye aktiviteter som byggeri og anlæg i landzone, råstofindvinding, vandindvinding, skovrejsning, offentlig adgang, godkendelse og udvidelser af husdyrbrug, spildevandsudledninger og lignende, at det er relevant at vurdere, om ændringen har en negativ effekt på dyr og planter. Forringelser kan ske på flere måder. Enten kan områderne forsvinde, reduceres eller ændres så meget, at livsvilkårene for dyr og planter forringes. Det kan for eksempel ske ved øget tilførsel af næringsstoffer fra både luft og vand, vandstandsændringer, urbanisering, tilgroning/ophør af drift, færdsel samt indvandring af fremmede arter.
I Økologiske og Potentielle Økologiske forbindelser skal der tages særligt hensyn til levesteder og forbindelser mellem levesteder for de i kommunens Strategi for Biodiversitet udpegede prioriterede arter, men især for nedenstående arter:
- Økologiske forbindelser: stor vandsalamander, spidssnudet frø, stor kærguldsmed, isblåfugl.
- Potentiel Økologisk forbindelse: agerhøne, markfirben, dværgblåfugl og skovkløver
Grønt Danmarkskort skal styrke fokus på at skabe sammenhæng mellem de eksisterende naturarealer – også på tværs af kommunegrænser og når det er færdigudpeget, tjene som et strategisk planlægnings- og prioriteringsværktøj som grundlag for prioritering af kommende naturindsatser. Ud over kommunernes administration af retningslinjerne for et Grønt Danmarkskort vil også statens, Naturfondens og privates indsats for naturpleje, naturgenopretningsprojekter, vådområdeprojekter og skovrejsning m.v. indgå i realiseringen af Grønt Danmarkskort. For private betyder det, at lodsejere kan betjene sig af eksisterende tilskudsmuligheder, som findes nationalt og under EU’s Landdistriktsprogram til f.eks. at finansiere en omlægning af landbrugs- eller skovbrugsdriften til mere naturvenlig drift, udtagning af lavbundsarealer og skovrejsning.
Kommunen arbejder videre på at styrke Grønt Danmarkskort, herunder gennem samarbejdet med borgere og lodsejere om at øge naturværdierne gennem projekter og indsatser, som f.eks. Danmarks Vildeste Kommune, projekt om faunastriber i agerlandet og indsatser mod invasive arter.
Ligeledes ventes samarbejdet med Staten at blive intensiveret bl.a. ved Naturstyrelsens indsatser for urørt skov i Statens skove, Natura 2000 projekter, samt ændret dræning i skovene i den kommende kommuneplanperiode.
Staten har med Fingerplanen forpligtet Allerød Kommune til at udpege bidrag til den regionale grønne kile på tværs af Hillerødfingeren. Der vil blive arbejdet videre med dette i den næste planstrategi.
Natura 2000 områder
Allerød Kommune er i forrige kommuneplanperiode blevet beriget med yderligere et Natura 2000 område samt har fået udvidet de eksisterende to allerede internationalt beskyttede Natura 2000-områder. Natura 2000-områder er højt prioriterede naturområder, som omfatter de bedste naturområder i EU.. Udvidelserne omfatter flere af statsskovene i kommunen, bl.a. Ravnsholt skov, Tokkekøb Hegn og Sønderskov (ha angivelse nedenfor er andel i Allerød kommune). Områderne kan ses på kort.
1. Kattehale Mose – 281 ha (herunder Ravnsholt skov ) (Natura 2000 område nr. 137)
2. Øvre Mølleådal, Furesø og Frederiksdal Skov - 138 ha (Natura 2000 område nr. 139)
3. Tokkekøb Hegn, Grønholt Hegn og Ny Hammersholt – nyt område på 455 ha (Natura 2000 område nr 260).
Medlemslandene i EU er forpligtet til at bevare og forbedre forholdene for naturtyper og arter af dyr og planter, som områderne er udpeget for at beskytte, jf. EU´s habitatdirektiv. Som opfølgning på de statslige indsatsplaner har kommunerne udarbejdet handleplaner, der beskriver de konkrete initiativer for at øge naturværdierne i områderne.
Som følge af EU´s habitatdirektiv skal staten udarbejde Natura 2000-planer for Natura 2000-områderne. Natura 2000-planerne fastlægger målsætninger og retningslinjer for den indsats, som er nødvendig for at sikre og genoprette gunstig bevaringsstatus i Natura 2000-områderne for udpegede arter og naturtyper. Når Natura 2000-planerne er vedtaget skal kommunerne realisere planerne ved at udarbejde handlingsplaner og gennemføre konkrete initiativer. Kommunen skal i denne kommuneplanperiode udarbejde Handleplaner for perioden 2022-2027.
Råstofområder
Udgravede råstofområder har særlige muligheder for at udvikle sig til værdifulde naturområder og spredningsveje for dyr og planter gennem det åbne land, bl.a. fordi der kan skabes næringsfattige forhold med tørre sydvendte skråninger til markfirben og vådområder til padder. Da graveområderne tillige ligger i områder med grundvandsinteresser, kan der samtidig opnås en varig beskyttelse af grundvandet.
Ved meddelelse af råstoftilladelsen forudsættes det, at der i områder med biologiske interesser stilles krav om, at området efter endt gravning overgår til naturformål.
Naturpark Mølleåen
Naturpark Mølleåen strækker sig ind i fire kommuner; Egedal, Furesø, Allerød og Frederikssund. Fra Farum Søs østlige spids i den ene ende til Jørlunde i naturparkens vestlige ende rummer naturparken tre store søer og ni større skove. Naturparken strækker sig over et areal på næsten 50 km2, heraf er ca. halvdelen fredet natur og en del er beskyttet som Natura 2000 område. Nogle af de vigtigste naturområder i Naturparken i Allerød er i indeværende kommuneplanperiode kommet under kommunalt ejerskab og vil indgå i kommunes arbejde med at styrke biodiversitet i denne del af kommunens Grønne Danmarkskort.
Fredningsforslaget Bastrup Nord dækker en del af Naturpark Mølleåen og fredningen forventes gennemført i løbet af denne kommuneplanperiode, hvilket vil styrke mulighederne for kommunen og lodsejere for at øge naturværdierne i området. Kommunerne har udarbejdet en naturparkplan for Naturpark Mølleåen. Naturparkplanen beskriver visioner og mål for den videre udvikling af parken. Naturparkplanen har ingen retsvirkninger for hverken kommuner, lodsejere, region eller stat og er alene afhængig af, hvad der kan opnås ved frivillige aftaler og af, at der kan indhentes de nødvendige tilladelser hos de ansvarlige myndigheder.
Naturpark Mølleåen har for en 5-årig periode været certificeret iht. friluftsrådets kriterier. I 2022 skal denne certificering fornyes. Denne certificering vil sikre et aktivt samarbejde mellem kommunerne om fortsat at sikre og styrke de naturmæssige og rekreative forhold i Naturparken de næste 5 år Visionen for Naturparken er, at området skal plejes og bevares, så områdets besøgende også i fremtiden kan nyde det unikke landskab og den smukke natur, som findes her. Langt flere bør kende til og have glæde af området, og Naturpark Mølleåen skal kendes som et sted med mulighed for et sundt og aktivt friluftsliv.
Habitatdirektivets bilag IV
På habitatdirektivets bilag IV er der opført en række plante- og dyrearter, der er strengt beskyttet i EU. Arterne kaldes i daglig tale for "bilag IV-arter". Den strenge beskyttelse omfatter arterne og deres levesteder, både indenfor og udenfor Natura 2000-områderne. Det betyder, at der skal tages særlige hensyn, hvis der planlægges projekter, som kan påvirke arterne eller deres levesteder. Af bilag IV-arter i Allerød Kommune kan nævnes stor kærguldsmed, stor vandsalamander, spidssnudet frø, flagermus og markfirben.
Det forventes at alle Natura 2000-områder og især de tilhørende bilag IV arter bliver bedre sikret ved de eksisterende og nye udpegninger i Grønt Danmarkskort, især arternes spredningsmuligheder i de økologiske forbindelseslinjer.
Allerød Kommuneplan 2021 er primært en videreførelse af eksisterende indhold fra Kommuneplan 2017, og ændringer foretaget i Allerød Kommuneplan 2021 er af mindre karakter. Udpegningerne i Grønt Danmarkskort sikrer den fortsatte beskyttelse af både naturområder og arter i kommunen.
Allerød Kommuneplan 2021 vurderes derfor ikke at have en negativ påvirkning på de særlige naturforhold i internationale naturbeskyttelsesområder eller for de strengt beskyttede arter på habitatdirektivets bilag IVa og b.
Prioriterede arter
Kommunen har i Strategi for biologisk mangfoldighed 2017 udpeget en række konkrete initiativer til at fremme den biologiske mangfoldighed og udpeget 18 prioriterende arter, som skal bevares og styrkes. Arterne - der er sjældne eller karakteristiske for egnen - vil med tiden kunne være indikatorer for udviklingen af den biologiske mangfoldighed i kommunen. Arterne prioriteres højt i den kommunale naturforvaltning.
Handleplan for biologisk mangfoldighed
Udmøntningen af kommunens nye Natur, Miljø og Klimapolitik samt ovenstående Strategi for biologisk mangfoldighed, vil blive beskrevet i en handleplan for biologisk mangfoldighed, der forventes udarbejdet i 2022. Handleplanen vil blive det centrale redskab i styrkelsen af naturen og det grønne Danmarkskort i Allerød Kommune og i gennemførelsen af en langsigtet, målrettet naturpleje og sikring af de ovenfor nævnte prioriterede arter.
Den overordnede udvikling af naturområderne inden for Grønt Danmarkskort
|
Kommuneplan 2017 Grønt danmarkskort
Areal i ha |
Kommuneplan 2021 Grønt danmarkskort
Areal i ha |
Ændringer ved kommuneplanrevision
Areal i ha |
Naturbeskyttelsesområde |
2421,53 |
2421,53 |
0 |
Potentiel Naturbeskyttelsesområde |
135,06 |
135,06 |
0 |
Økologisk forbindelse |
387,87 |
387,87 |
0 |
Potentiel økologisk forbindelse |
322,97 |
322,97 |
0 |
Natura 2000 |
184,53 |
960,52 |
775,99 |
Eksisterende udpegninger omfatter især eksisterende skov og naturområder, hvor der foregår kontinuerlig pleje på de kommunale arealer og hvor Naturstyrelsen pt. arbejder på at lave mere naturnær drift af statsskovene. I udpegningerne findes også alle Allerød kommunes Natura 2000 områder, hvor der foretages en omfattende naturpleje, både af kommunen, statsskoven og private.
De potentielle områder omfatter primært områder, hvor der er igangværende, kommende og forhenværende råstofgravninger der kan danne basis for fremtidige værdifulde naturområder efter færdiggravning.
Realisering af Grønt Danmarkskort
I Allerød Kommune foregår allerede en stor indsats for at bevare og styrke det Grønne Danmarkskort. Naturen syd for Lynge by er under udvikling, da et større natur-, rekreativt- og klimarelateret projekt er under udarbejdelse. Derudover er der rejst en fredningssag i området.
Allerød Kommune analyserer i øjeblikket ønskede ændringer af Statsskovene til mere naturnær skovdrift. Stort set alle skovarealer indgår i Det Grønne Danmarkskort. Analyserne ser på, hvor der kan ske vådlægninger i skovene. Derudover er der udpeget yderligere urørt skov i en mindre del af statsskovene. Vådlægningerne vil have stor betydning for biodiversiteten og visse steder bidrage til at klimasikre byområder bedre. Vådlægninger skal dog koordineres med de rekreative interesser i skovene. Arbejdet fortsætter i 2022.