Lovgrundlag
Det fremgår af planlovens § 11a, stk. 1, nr. 13, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for lavbundsarealer, herunder beliggenheden af lavbundsarealer, der kan genoprettes som vådområder.
Nationale interesser
Det er en national interesse, at kommunerne via deres planlægning arbejder for at nedbringe næringsstofindholdet i landets vandmiljøer i relation til vandområdeplanerne.
Kommunerne er forpligtet til at arbejde for opfyldelse af målet om, at vandmiljøet skal opnå en ”god økologisk tilstand”, jf. EU´s vandrammedirektiv. Direktivet er indarbejdet i miljømålsloven, som forpligter kommunerne til at udarbejde handleplaner og gennemføre konkrete initiativer.