Baggrund for retningslinjer

Lovgrundlag
Det fremgår af planlovens § 11a, stk. 1, nr. 9, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser, herunder udpegningen og sikringen af særlig værdifulde landbrugsområder.

Det fremgår af planlovens § 11a, stk. 1, nr. 10 at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af arealer til lokalisering af driftsbygninger og driftsanlæg på store husdyrbrug.

Det fremgår af Fødevareministeriets cirkulære nr. 9174 af 19. april 2010, at kommunerne skal basere udpegning og retningslinjer for de særligt værdifulde landbrugsområder på den nyeste analyse af jordbrugserhvervene.

Nationale interesser
Det er en national interesse, at der er tilstrækkelige arealer til at sikre grundlag for en betydelig og lønsom fødevareproduktion og at eksisterende husdyrbrug, der drives som produktionslandbrug, sikres vækst- og udviklingsmuligheder.

Det er herunder et overordnet nationalt mål, at

  • At nødvendige arealinddragelser fortrinsvis finder sted, så de bedst egnede landbrugsjorder bevares, og således at erhvervet konkret kan forholde sig til fremtidige udviklingsmuligheder.
  • At forbruget af landbrugsjord til ikke-jordbrugsmæssige formål ikke bliver større end nødvendigt.
  • At der i forbindelse med arealinddragelser i videst muligt omfang tages hensyn til de berørte landbrugsejendomme, til struktur- og arronderingsforhold i det lokale nærområde, til behov for arealer til udbringning af husdyrgødning og til foretagne bygnings- og kulturtekniske investeringer i jordbruget.
  • At der sikres en passende afstand mellem eksisterende landbrug og ny boligbebyggelse mv., så miljøkonflikter så vidt muligt undgås.
  • At der bevares større samlede jordbrugsområder med henblik på sikring af jordbrugets fremtidige erhvervsmuligheder.

Jordbrugsanalyse
For at sikre at de jordbrugsmæssige interesser indgår i kommuneplanen og lokalplaner, skal Landbrugsstyrelsen  mindst én gang i hver valgperiode udarbejde en jordbrugsanalyse. Jordbrugsanalysen omhandler jordbrugserhvervenes betydning lokalt, regionalt, erhvervs- og samfundsøkonomisk samt miljømæssigt. Den seneste jordbrugsanalyse er udarbejdet af Landbrugsstyrelsen og kan ses på www.jordbrugsanalyser.dk. Kommunen har i 2011 gennemgået jordbrugsanalysen med lokale repræsentanter fra landbruget og udarbejdet et notat, der kort giver overblik over jordbrugsinteresserne i kommunen, og som indeholder Nordsjællands Landboforenings beskrivelse af ønsker til det fremtidige landbrug i Nordsjælland. Se Jordbrug statusnotat 2011 under bilag.

Statisk kort