Lovgrundlag
Det fremgår af planlovens § 11a, nr. 15, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for sikring af kulturhistoriske bevaringsværdier, herunder beliggenheden af værdifulde kulturmiljøer og andre væsentlige kulturhistoriske bevaringsværdier.
Nationale interesser
Det er et statsligt mål, at sikre, at de kulturhistoriske helheder, der indgår som en del af de værdifulde kulturmiljøer, både i det åbne land og i byerne kortlægges, beskrives og sikres.
Kortlægning
Udpegningen af bebyggelser og anlæg, som enten er kulturhistoriske eller værdifulde kulturmiljøer, er baseret på en kortlægning af kulturhistoriske bebyggelser og bevaringsværdige landsbyer i Allerød Kommune, samt Regionplan 2005´s udpegninger af landsbyer. Kortlægningen af bebyggelser og landsbyer blev udført af Allerød Kommune som en del af en større kortlægning over kulturhistoriske bevaringsværdier og værdifulde kulturmiljøer i 2008/09.