Klimatilpasning

6.6.1 I de områder, der er udpeget som potentielle oversvømmelsesområder på kort, skal der ved alle nye lokalplaner, planer om ændret arealanvendelse samt terrænreguleringer, foretages en lokal beregning af oversvømmelsesrisici. Behov for og metode til afværgeforanstaltninger skal forelægges kommunen til godkendelse før etablering. Løsningerne skal sikre opfyldelse af det kommunalt gældende serviceniveau for oversvømmelser.

6.6.2 I områder markeret med blåt på kortet, skal der ved alle nye lokalplaner, planer om ændret arealanvendelse samt terrænreguleringer foretages en lokal beregning af oversvømmelsesrisici. Behov for og metode til afværgeforanstaltninger skal forelægges kommunen til godkendelse før etablering. Løsningerne skal sikre opfyldelse af det kommunalt gældende serviceniveau for oversvømmelser.

6.6.3 Risiko for oversvømmelser langs vandløb ved nedbørshændelser er fremskrevet til 2120 og udpeget på kort. Ved planer om nye lokalplaner, ændret arealanvendelse eller terrænreguleringer i oplandene til de udpegede risikoområder langs vandløb, skal det vurderes om øget risiko for øget tilførsel af vand til vandløbene, og om det øger risikoen for oversvømmelser i henhold til gældende serviceniveau for oversvømmelser og i henhold til gældende regulativer. Eventuelle nødvendige afværgeforanstaltninger skal beskrives og godkendes af kommunen til etablering.

6.6.4 Udledning og håndtering af overfladevand i forbindelse med kraftig nedbør skal ske til robuste områder, hvor vandet ikke risikerer at påvirke værdifulde naturområder, overfladevand eller grundvand negativt eller skabe erosion. Afværgeforanstaltningerne, der skal gennemføres, skal leve op til krav om miljø/natur/sundhedsmæssig sikring af vandressourcerne i såvel recipienter som omgivelser. Afværgeforanstaltningerne skal godkendes af Allerød Kommune.

6.6.5 Regnvand skal, hvor det er muligt, håndteres lokalt og tagvand skal nedsives. Generelt skal der ved ændret arealanvendelse vurderes for risiko for potentielt stigende terrænnært grundvand. Ændringer af vandhåndtering i områder udpeget som risikoområder for terrænnært grundvand skal vurderes og beskrives i lokalplaner og andre ansøgninger om ændret arealanvendelse og eventuelt nødvendige afværgeforanstaltninger skal etableres.

6.6.6 Der skal så vidt muligt ske lokal håndtering af regnvand på veje og pladser under skybrud.

6.6.7 Regnvand skal, hvor det er muligt, indgå som et rekreativt element i byens rum samt øge naturindholdet i byområderne.

6.6.8 Alle ovenstående mulige afværgeforanstaltninger for at sikre mod oversvømmelser skal leve op til det til enhver tid for Allerød kommunes gældende serviceniveau for oversvømmelser både i det undersøgte område, men også som afledt effekt nedstrøms det aktuelle område.

Statisk kort