BAGGRUND OG FORMÅL

Økonomiudvalget vedtog den 8. april 2014 at igangsætte en lokalplan for parcelhuskvarteret Vindbygård i Blovstrød på baggrund af en henvendelse fra grundejerforeningen. Området er en del af en helhedsplan for Blovstrød, der er udarbejdet af arkitekt Georg Jensen i 1960’erne.

Foreningen ønskede at udvide byggemuligheder og materialevalg i forhold til gældende deklarationer, hvor der er udlagt faste byggefelter og facaderne skal være blank mur med mindre partier i andre materialer.

Formålet med lokalplanen er derfor at gøre byggemulighederne mere fleksible bl.a. ved at ophæve de eksisterende byggefelter og samtidig give mulighed for større variation i materialevalg og facadeudtryk.
Derudover har lokalplanen til formål at bevare områdets grønne præg og naturlige kig, der er i kraft af det meget kuperede terræn ved at fastlægge en 5 meter byggelinje fra matrikulære vejskel.