JORDFORURENINGSLOVEN

Lokalplanområdet er omfattet af områdeklassificering jf. jordforureningslovens § 50a. De områdeklassificerede områder er defineret som områder, hvor jorden kan være lettere forurenet pga. diffus forurening. Flytning af jord bort fra ejendomme omfattet af områdeklassificering skal anmeldes til kommunen, jf. jordforureningslovens § 50. Jordhåndtering skal i øvrigt ske i overensstemmelse med det til enhver tid gældende jordregulativ for Allerød Kommune.

Inden for lokalplansområdet ligger 13 ejendomme som er kortlagt som forurenet på vidensniveau 1 eller 2. De ses på kortbilag 2.

Forureningerne i Lillerød bymidte stammer fra forskellige typer aktiviteter som f.eks. autoværksteder, renserier og møbelproduktion. Der er ved flere af de kortlagte ejendomme konstateret kraftig forurening med f.eks. kulbrinter eller chlorerede opløsningsmidler i jord, poreluft og/eller grundvand, der kan udgøre en risiko for grundvandet. Se miljøvurderingen for uddybende beskrivelse.

Anlægsarbejder og ændret anvendelse på en kortlagt ejendom kræver en tilladelse i henhold til jordforureningslovens § 8. Jordflytning fra kortlagte arealer skal anmeldes til kommunen og kommunen skal forinden godkende en plan for jordens håndtering (jordhåndteringsplan).

Ved ændring af arealanvendelsen til en mere følsom arealanvendelse som bolig, skal ejeren eller brugeren sikre, at de øverste 50 cm jordlag af det ubebyggede areal er uforurenet eller at der etableres en varig fast belægning. Reglen fremgår af jordforureningslovens § 72b.

Såfremt der i forbindelse med bygge- og anlægsarbejdet konstateres tegn på forurening skal gravearbejdet standses, jf. jordforureningslovens § 71 og kommunens miljømyndighed kontaktes.

Se også miljøvurderingen for redegørelse om jordforurening.