BAGGRUND FOR OG FORMÅL MED LOKALPLANEN

Allerød Kommunes Økonomiudvalg besluttede den 20. april 2021, at igangsætte udarbejdelsen af et forslag til en lokalplan for ejendommen Tofteengen 6 til virksomheder med særlige beliggenhedskrav (VSB) herunder transport- og distributionserhverv i erhvervsområdet Vassingerød Syd.

Baggrunden for at udarbejde lokalplanen er et ønske om, at etablere en erhvervsbygning i lokalplanområdet til en virksomhed med særligt pladskrævende funktion herunder eksempelvis en lager- og distributionsvirksomhed. Formålet med lokalplanen er, at muliggøre en øget bygningshøjde, så bebyggelsen kan opføres i op til 15 meter samt sikre areal til virksomheder med særlige beliggenhedskrav herunder transport- og distributionsvirksomhed jævnfør Fingerplanen 2019.

Med lokalplanen ophæves en del af den eksisterende Lokalplan nr. 3-396 for Erhvervsområde i Vassingerød af den 19. januar 2019. Formålet med udarbejdelsen af en ny lokalplan, inden for det eksisterende erhvervsområde Vassingerød Syd, er blandt andet at tilpasse bestemmelser for bygningens højde, omfang og placering. Dette skal tilgodese virksomheder med behov for pladskrævende håndtering, opbevaring og distribution af varer eller andre virksomheder med særlige beliggenhedskrav.