Grundvand

Hele lokalplanområdet ligger inden for Område med særlige drikkevandsinteresser (OSD). Den grønne skillelinje (jævnfør figur nedenfor), der skærer omtrent midt igennem lokalplanområdet udgør grænsen mellem indvindingsopland for Vassingerød Vandværk (den vestligste del af lokalplanområdet) og indvindingsopland for Bogøgård Kildeplads (den østligste del af lokalplanområdet).

Grundvandet har ikke nogen naturlig god beskyttelse i området. Derfor er lokalplanområdet i grundvandskortlægningen også udpeget som følsomt område og indsatsområde for grundvandsbeskyttelse.

Med udgangspunkt i grundvandets sårbarhed og vandindvindingsinteresser i området, skal der tages særlige hensyn til beskyttelsen af grundvandsressourcerne. Med lokalplanen skal det sikres, at nye anvendelser ikke medfører forurening af jord, grundvand eller overfladevand. For at beskytte grundvandet indeholder lokalplanen bestemmelser om, at bygningsdele der påvirkes af regn (tage, tagrender, inddækninger, facader mv.), ikke må opføres af materialer, der indeholde miljøskadelige stoffer som for eksempel tungmetaller.

Allerød Kommune tillader ikke nedsivning af vand fra tagflade og tagrender af bly, kobber og zinkelementer. Af hensyn til lokal håndtering af regnvand skal nybyggeri derfor etableres uden bly, kobber eller zinkelementer på taget og i afløbsinstallationer.

Lokalplanen stiller krav om ikke permeabel belægning således, at overfladevand fra trafikbelastede arealer ikke kan nedsive.